Kære forældre
På DSI Storskoven tilbyder vi hjælp, støtte og vejledning til sårbare unge, som i varierende grad har sociale, personlige og kognitive udfordringer.
Sårbare unge som af mange forskellige årsager er kommet skævt ind på ungdomslivet og som derfor har brug for både et særligt og kærligt skub i trygge og strukturerede rammer.
Hos os er job, uddannelse, praktik, behandling og coaching en integreret del af vores dagligdag.
En dagligdag hvor vi altid søger at møde vores unge i øjenhøjde – med krav og forventninger i et passende og fælles afstemt omfang.
Som en del af arbejdet med jeres barns videre trivsel og udvikling, er det afgørende for os, at et godt samarbejde med jer derhjemme er en stor og aktiv del af tiden hos os.
I kan derfor forvente, at vi allerede fra første dag er optaget af en åben og konstruktiv kommunikation, så vi sammen får skabt de bedste forudsætninger i en sund og positiv retning for netop jeres barn.
Vi stiller os altid til rådighed til en god snak over telefonen eller i et personligt møde, alt efter lyst og behov.
De bedste hilsener
Personalet på DSI Storskoven